Runde 7: Søndagens bets
Vores alle sammens elskede Premier League ruller fortsat på dit TV, og vanen tro har vi udarbejdet lækkerier til alle jer læsere her på Plbold.dk, i form af søndagens bets. Nu vil vi igen forsøge at give dig derhjemme spilforslag til søndagens Premier League-kampe.
Kamp nr. 1) Norwich – Chelsea – 2 – Odds 1,57
Chelsea har ikke fået nogen prangende start i år, men med deres 2-0-sejr over Fulham samt deres 1-1 resultat i en svær kamp på White Hart Lane, så er London-klubben kommet nogenlunde på rette spor igen. Mourinho og hans tropper skal fuldføre deres pligtsejr i dag, hvis man vil undgå krise-snakken i Chelsea. Norwich har hjemmebanefordel i eftermiddag, men Chris Hughtons mandskab har heller ikke leveret nogen storslået start. Det er et hold, der har haft svært ved at score, og Chelsea er ved at få godt styr på deres defensive organisation og har indtil videre blot lukket tre mål ind, hvilket er den tredjebedste statistik i ligaen. Så selvom man snakker om, at Chelsea mangler en målfarlig angriber, så er deres forsvar nu meget godt afstemt i Premier League-regi, og derfor er det svært at forestille sig, at “Kanariefuglene” skulle kunne score mere end ét mål i eftermiddag. Samtidig bør Chelseas stjerneparade af offensivspillere snart vise deres værd foran mål. Chelsea er sultne og desperate efter at kravle højere op i tabellen, og man kan ej fornægte, at deres trup er langt stærkere. Deres svaghedstegn er ydermere minimeret henover de seneste par uger. London-klubben plejer endvidere at have ganske godt styr på Norwich, og hvis man blader tilbage i arkiverne, så kan man se, at Chelsea har sejret i fire ud af de seneste fem opgør mod Norwich. Derfor er der ganske god værdi i en Chelsea-sejr i eftermiddag på Carrow Road til odds 1,57.
Kamp nr. 2) Southampton – Swansea – X – Odds 3,50
Michael Laudrup og Swansea skal i dag til St. Mary’s Stadium, hvor Southampton venter. Det er to hold, der på mange parametre spiller den samme type fodboldform, men alligevel har waliserne scoret mål på samlebånd og samtidig lukket et hav ind, imens det er fuldstændig omvendt hos sydenglænderne, som kun har lukket to mål ind og scoret 5 i den anden ende. Southamptons dyrtindkøbte Osvaldo mangler at finde målformen, og det er ret beset kun Lambert, der har kunne finde netmaskerne i truppen, som dog ikke har nettet i længere tid. Swansea er opsatte på at give Southampton kamp til stregen og få nogle resultater med sig, men spørgsmålet er, om det er nok. Det er to jævnbyrdige hold, hvor Southampton dog har sit fantastiske hjemmepublikum i ryggen. Det er en kamp, der kan gå alle veje, så vores bedste bud må være et uafgjort resultat. Swansea har ikke råd til at tabe igen, og selvom de måske har lidt europæiske tømmermænd fra i torsdags, så bør de få et point med fra eftermiddagens kamp.