Runde 2: Lørdagens bets
Premier League er tilbage! Det samme er Tipslørdag på dansk TV. Derfor følger vi naturligvis med her på Plbold, med vores ‘Weekendens bets’, som tæller udvalgte kampe både lørdag og søndag, men også et spil på mandagens kamp samt eventuelle midtugekampe. Vi starter ud denne lørdag med fire gode spil, fra fire gode kampe i Premier Leagues anden runde.
Kamp nr. 1) Fulham – Arsenal – Over 2.5 mål – Odds 1.80.
Fulham og Arsenal sparker denne weekends Premier League i gang, når de klokken 13:45 mødes i et London-derby. Fulham kom godt fra land i runde et, dette med en 0-1 sejr ude mod Sunderland. Det samme kan man ikke helt sige om Arsenal, som tabte med 1-3 på Emirates til Aston Villa og ved den lejlighed, også pådrog sig et par skader. Wengers tropper viste dog klassen i midtugen, da man onsdag aften slog Fenerbahce med hele 0-3 på tyrkisk grund. Vi vælger over-spillet i denne kamp, eftersom Arsenal gerne skal frem og have sejren, imens Martin Jols Fulham altid gerne vil spille fodbold. Fem af de seneste syv indbyrdes møder er endt med mindst tre mål, hvilket vi også tror bliver tilfældet denne lørdag. God underholdning er i vente på Craven Cottage.
Kamp nr. 2) Southampton – Sunderland – 1 – Odds 1.70.
Begge mandskaber har købt heftigt ind henover sommeren, navnligt Sunderland, som har bragt et tocifret antal nye folk til klubben. Den store tilgang kunne også ses i Sunderlands premiere-kamp, her tabte man med 0-1 til Fulham i en kamp, som tydeligt bar præg af, at folk Som Jozy Altidore, Cabral samt den nye fireback-kæde havde svært ved at finde rytmen sammen. Lidt bedre gik det for dagens værter, Southampton, som vandt med 0-1 på The Hawthorns mod West Bromwich. Det var et sent straffeparksmål af den nybagte landsholdsspiller Rickie Lambert, som sikrede Saints sejren. Vi tror der går noget tid før Di Canios tropper finder melodien, mange spår dem endda som mulige nedrykkere, den vogn er vi nok lidt en del af, hvorfor vi spiller med på en hjemmesejr her.
Kamp nr. 3) Everton – West Bromwich – Under 2.5 mål – Odds 2.00.
I dagens tredje kamp tager Everton og Martinez imod West Brom. og Steve Clarke. Everton fik 2-2 hos Norwich i åbningskampen, hvor blandt andre unge Ross Barkley imponerede med et flot mål og godt spil. Ikke helt så godt gik det for West Bromwich, der som nævnt, tabte 0-1 til Southampton på et ganske sent mål. Vi går efter under-spillet i denne kamp af flere årsager. Kun en af de seneste seks kampe de to imellem er endt med over 2.5 mål. Det gør ikke argumentet dårligere, at West Bromwich så lidt tandløse ud i offensiven i den første kamp, samt at Nicolas Anelka af personlige årsager, sandsynligvis ikke er med i dagens opgør. Everton er generelt heller ikke et hold, som spiller målrige kampe, træneren er ny og mere offensiv i filosofien, men spillerne er de samme typer et langt stykke af vejen. Vi tror på et relativt målfattigt opgør på Goodison.
Kamp nr. 4) Aston Villa – Liverpool – 2 – Odds 1.95.
Liverpool havde masser af held og dygtighed, da de i sæsonens første kamp vandt med 1-0 over Stoke. Man spillede fremragende i store dele af kampen, men måtte alligevel sætte sin lid til Simon Mignolet, som ikke svigtede og reddede et straffespark i dommerens tillægstid. Aston Villa har høstet tre point i holdets første to kampe, man vandt med 1-3 på Emirates sidste lørdag, imens man i midtugen spillede fint, men tabte med 2-1 hos Chelsea. Villa har set godt ud og ligner bestemt en kandidat til en placering i den bedste halvdel, ikke mindst takket være Benteke, som er brandvarm. Vi antager at der med den nu, tredje kamp på en enkelt uge, er træthedstegn at spore hos Villa, dette er den helt store grund til spillet. Liverpool kommer med friske ben og masser af selvtillid og med nyheden om, at billetpriserne til holdets udekampe sænkes, så kan Merseyside-klubben også forvente en del opbakning. Villa ser stærke ud, men vi tror alligevel forskellen på et top seks-hold og et midterhold, vil være tydeligt i aftenens kamp.