Rúben Amorim giver grønt lys til stor sommersigning
Rúben Amorim og Manchester United presser på for at gøre Geovany Quenda til klubbens første signing i det kommende transfervindue til sommer.
Den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano fortæller, at klubbens cheftræner, Rúben Amorim, har givet grønt lys til skiftet for teenageren, som han kender så godt fra deres fælles tid hos Sporting CP.
LÆS OGSÅ: Manchester United vises IKKE på Viaplay
Amorim har ikke formået at få United tilbage på ret kurs indtil videre med blot ni sejre i de første 21 kampe under hans styre forud for lørdagens rejse til Goodison Park, hvor Everton er modstanderen.
Adskillige medlemmer af truppen har angiveligt udtrykt bekymring over, at Amorim så stædigt har holdt fast i sit system – uden nogen synlig succes til følge.
Vinterens eneste tilgang til førsteholdstruppen blev danske Patrick Dorgu, som klubben hentede i italienske Lecce.
– Geovany Quenda er helt bestemt på listen. Han har været på listen i flere uger og måneder. Dette er fortsat tilfældet. Intet at sige om, hvorvidt handlen allerede nu er på plads, men han er en spiller, som Amorim direkte har givet grønt lys til, skriver Romano i sin klumme hos Give Me Sport.
Også en anden transferjournalist – Rudy Galetti – slår fast, at der ikke er nogen aftale på plads endnu, sådan som det ellers har lydt fra portugisisk presse.
– Der er ingen enighed – hverken mundtlig eller af enhver anden form – mellem United og den portugisiske spiller eller mellem dem og hans nuværende klub, Sporting CP, skrev han forleden.
I kontrakten med Sporting CP er der en frikøbsklausul, der gør, at Quenda kan forlade den portugisiske hovedstad for 750 millioner kroner, uden at klubben kan stritte imod.



















