Rose og Dembélé får startpladser mod West Ham
Onsdag skal Tottenham op mod West Ham hjemme på Wembley i Carabao Cup'en – og her bringer Mauricio Pochettino et par "glemte" ansigter i spil.
Danny Rose står til at få sin første kamp fra start siden januar måned, mens Mousa Dembélé er klar efter at have rystet en gammel skade af sig. Det skriver Daily Mail.
Dog bliver argentinske Erik Lamela, der har været ude det seneste år med en hofteskade, ikke klar til kampen. Det fortalte Mauricio Pochettino tirsdag.
– Lamela er ikke på listen. Efter et år ude kan jeg ikke sige, hvorvidt han er klar i morgen, om en uge eller en måned. Vi skal kigge nærmere på ham hver dag, se hvordan han føler og så beslutte os for, hvornår han er klar. Men vi skal passe på. Efter en lang periode ude er det psykiske aspekt meget vigtigt. Det er svært, når de kun træner, men ikke spiller, lød det fra Pochettino.
– Det er den samme proces med Danny Rose. Vi skal passe på ham.
– Vi hviler spillere, som har brug for at blive hvilet, da vi ikke ønsker at tage nogle chancer, slutter han.
Kampen spilles onsdag aften klokken 21.00.