Rooney svarer Ronaldo tilbage: "Nogle mærkelige udtalelser"
Inden for den seneste uges tid er det Cristiano Ronaldos interview med Piers Morgan, som har fyldt overskrifterne.
Manchester United-stjernen har talt ud om mange af de ting, der er sket siden skiftet til Manchester United.
Under interviewet taler han bl.a. om Wayne Rooney, som han har fået kritik af.
Her lavede Cristiano Ronaldo lidt sjov med, at Wayne Rooney måske er lidt misundelig over, at han ikke længere spiller fodbold samt at han er lidt pænere en ham. Nu har Wayne Rooney reageret på portugiserens udtalelser.
– Hør her. Cristiano Ronaldo er en fantastisk spiller, og som jeg har sagt før, er han og Messi nok de to bedste nogensinde, siger Wayne Rooney til Manchester Evening News.
– Igen, det er ikke kritik. Det, jeg har sagt, er, at alderen indhenter os alle, og Cristiano føler tydeligvis nu, at han skal begynde at håndtere det.
– Han har lavet et interview, og det er gået hele verden rundt, og det er mærkeligt. Nogle af udtalelserne er mærkelige. Men jeg er sikker på, at Manchester United vil håndtere det, når de har set hele interviewet, og de vil tage den aktion, som de er nødt til at tage, lyder det fra Rooney.