Rooney svarer på van Gaal-kritik
Wayne Rooney scorede åbningsmålet i Manchester Uniteds flotte 3-1-sejr i fjerde runde af FA Cup'en mod Derby fredag aften, hvor United-holdet, der spillede fint fodbold, lettede presset på Louis van Gaal, der i løbet af de seneste par uger ellers har været en meget udskældt herre.
Louis van Gaal blev ellers buhet fra banen oven på sidste weekends 1-0-nederlag til Southampton hjemme på Old Trafford, og mange troede, at han ville blive fyret, men Wayne Rooney forstår ikke kritikken af hollænderen.
– Det er unfair at sige, at det er manageren. Vi er på banen. Spillerne skal tage en masse ansvar for præstationer og resultater. Vi skal stille os op og tage kritikken, når den er der. Vi vil vinde, selvfølgelig vil vi altid vinde, og vi forsøge. Selv når man giver 100%, så virker det ikke altid, men heldigvis gjorde det mod Derby, sluttede Rooney på iPro Stadium.
Wayne Rooney står i denne sæson noteret for 11 mål i alle turneringer.