Rooney om målrekord: Vil hellere vinde en medalje
Wayne Rooney eksekverede et straffespark i lørdagens 6-0-sejr over miniputten San Marino, og målet bringer ham op på siden af Sir Bobby Charlton som den mest scorende nogensinde på det engelske landshold.
United-spilleren glæder sig over rekorden og takker netop Bobby Charlton, der har rådgivet Rooney i flere omgange.
– Det er stort for mig at tangere Sir Bobbys rekord. Mit mål er at fortsætte og hjælpe holdet med at vinde tirsdag, og forhåbentlig kan jeg også blive ene mand om rekorden, siger Rooney til ITV Sport og tilføjer:
– Ja, det har han (hjulpet Rooney red.) i flere tilfælde, siden jeg var 18 og skiftede til Manchester United. Han er i omklædningsrummet efter kampene. Der er en speciel form for aura omkring ham. Han går rundt og snakker til alle spillerne, og jeg har især fået råd og hjælp fra ham. Hvis der er en, der er glad for, at jeg tangerer denne rekord, er det ham.
Angriberen fortæller dog i samme ombæring, at han med glæde havde udskiftet nogle af målene for en international medalje.
– Det er dette, vi spiller for, at vinde ting som hold og være succesfulde som hold. Jeg havde gerne skiftet nogle af målene ud med en medalje.
Rooney var 106 landskampe om at tangere rekorden.