Rooney: Må rejse os for Moyes
Wayne Rooney tager noget af presset af manager David Moyes efter klubbens svage sæsonstart.
10 point i syv kampe er ikke tilfredsstillende for en klub som Manchester United, og derfor er presset på klubbens nye manager David Moyes blevet større. Men nu er en af klubbens store profiler, Wayne Rooney, ude og forsvare sin manager.
– Det er klart, at manageren er under en smule pres, men vi ved som hold, at det er os, der har svigtet ham. Vi må rejse os for manageren og vise den fight, som vi har gjort her (imod Sunderland, red.), og så klarer vi den. Det er en overgangssæson, fordi det er en ny manager med en anden stil, og vi skal tilpasse os, siger Rooney ifølge Daily Star.
Moyes tog en chance og gav unge Adnan Januzaj sin første kamp fra start i lørdags, og Rooney er ude med roser til den dobbelte målscorer og redningsmand fra Uniteds 2-1-sejr på Stadium of Light.
– Der var et stort pres på os, men manageren stolede på ham, og han gengældte tilliden. Han har meget selvtillid og tror på sig selv. Det er godt at se, fortæller Rooney.
Wayne Rooney har nettet tre gange i Premier League indtil videre.