Rooney: Jeg vil være kaptajn
Wayne Rooney har bekræftet, at han gerne vil være kaptajn for Manchester United og England.
Rooney er den helt store favorit til at overtage anførerbindet fra Nemanja Vidic i United, når serberen takker af til sommer og skifter til Inter.
Og på det engelske landshold er det fortsat uvist, hvor lang tid den nuværende skipper Steven Gerrard vil fortsætte ud over VM-slutrunden denne sommer.
– Jeg har været kaptajn et par gange for United, og hvis manageren vil have mig til at være kaptajn, ville jeg ikke have nogle problemer med det, fortalte Rooney klubmagasinet Inside United.
– Man ved ikke hvad Steven vil efter sommeren, kun han ved det, tilføjede Rooney med hensyn til rollen på det engelske landshold.
– Det ville være en stor ære at være kaptajn for mit land, men igen, det er mangerens beslutning, og jeg er sikker på, at han vil have et par kandidater.