Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ronaldo lokker: Det fortalte verdensstjerne De Ligt efter Nations League-finalen

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
10.06.2019 Kl. 09:24
Den portugisiske verdensstjerne opfordrede direkte Matthijs De Ligt til at skifte til Juventus efter Nations League-finalen søndag aften.

Cristiano Ronaldo så gerne, at Matthijs De Ligt gjorde ham selskab i Juventus,  og lagde ikke låg på det,  da han efter Nations League-finalen henvendte sig til den ombejlede hollandske forsvarer.

Kameraerne fangede parret tale sammen efter slutfløjt, og Matthijs De Ligt svarede efter kampen ærligt, da han blev adspurgt om,  hvad der blev udvekslet af ord.

– Han bad mig om at komme til Juventus, fortalte De Ligt til NOS.

– Jeg var lidt chokeret, så jeg grinte, for jeg forstod ham ikke til at starte med.

Juventus er angiveligt en af klubberne, som fortsat er med i kampen om De Ligts signatur sammen med blandt andre Manchester United, Paris Saint-Germain, Barcelona – og måske, måske ikke, Liverpool.

Der er massevis af rygter om den hollandske stjerne dagligt, og de varer ved lidt endnu;  for De Ligts fokus er i øjeblikket på at tage en slapper på ferie.

– Nu skal jeg på ferie, og så tænker jeg grundigt over, hvad der er bedst for mig, fortalte De Ligt efter Nations League-nederlaget til Portugal.

– For en ung spiller som mig er det vigtigt, at jeg skifter til en klub, hvor jeg spiller fast.  Det er det vigtigste.

  

Annonce