Ronaldinho: Derfor afviste jeg Manchester United
I 2003 skiftede Ronaldinho fra PSG til Barcelona, hvor han havde stor succes.
Det var dog tæt på, at han endte i Manchester United – og ikke Barcelona. Brasilianeren fortæller nu, at Sandro Rosell fik en afgørende betydning for hans fremtid.
– Jeg skiftede næsten til Manchester United. Jeg var 48 timer fra et skifte. Så kom Sandro Rosell til mig og sagde: "Hvis jeg bliver præsident i Barcelona, kommer du så?". Det sagde jeg ja til, siger Ronaldinho til FourFourTwo.
– Det var kun de sidste detaljer, jeg manglede med Manchester United, da Rosell kom til mig og sagde, at han ville vinde valget. Jeg havde lovet ham, at jeg ville spille for Barcelona. Forhandlingerne tog ikke lang tid.
– Jeg fortalte United, at jeg havde valgt Barcelona, og det var det rette valg. Brasilianere har altid elsket Barcelona, og vi har skabt historie i klubben, slutter Ronaldinho.