Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Romano: Ikke kun Dorgu - United jagter endnu en signing

22.01.2025 Kl. 20:33

Danske Patrick Dorgu meldes på vej til Manchester United i dette transfervindue.

De Røde Djævle har dog fået afvist det første bud af italienske Lecce, så der skal et bedre til, såfremt en handel skal blive en kendsgerning inden transfervinduets sidste åbningsdag den 3. februar.

Dorgu er som nævnt på Uniteds radar, og der finder forhandlinger sted med den 20-årige dansker.

Men det er muligvis ikke det eneste, der kan ske hos Rúben Amorims mandskab. 

Ifølge den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano er klubben nemlig også på udkig efter en offensiv signing, men det kan være betinget af, om Alejandro Garnacho og/eller Marcus Rashford forlader klubben.

Det fortæller han til Give Me Sport.

– En angriber er også en mulighed. Jeg vil holde døren åben. Det afhænger af afgange. Hvad der sker med Garnacho. Hvad der sker med Rashford. Vi ved, at det er en meget svær tid for United ud fra det økonomiske parameter i forhold til at få ting til at ske her i januar, men de forsøger.

– De udforsker markedet. De udforsker muligheder. Jeg tror også, at de vil udforske denne mulighed, siger Romano til mediet.

Garnachos fremtid er uvis, efter at han har tiltrukket sig interesse fra Serie A’s aktuelle tophold fra Napoli.

Khvicha Kvaratskhelia er skiftet til Paris Saint-Germain, og den 20-årige argentiner fra United skulle efter sigende være cheftræner Antonio Contes drømmeløsning til positionen.

Rashford har ikke optrådt for Rúben Amorims mandskab, siden han blev droppet til kampen mod Manchester City i midten af december. Forleden lød det, at han har en aftale på plads med storklub.

Efter 1-3-nederlaget til Brighton fortalte Amorim, at han mente, det nuværende hold var det dårligste i Uniteds 147 år lange historie.

Onsdag blev han så bedt om at uddybe, hvad han rent faktisk mente.

– Først og fremmest vil jeg gerne sige; jeg talte mere om mig selv end spillerne. For jeg sagde det, og man har en cheftræner, der starter med at tabe syv ud af de første 10 kampe.

– Så det handler mere om mig. Jeg talte mere om mig end spillerne. Jeg svarer også på samme vis om, at jeg ikke hjælper spillerne … hvis man ser hver gang, jeg taler – og jeg taler en masse – hver eneste gang, jeg presses på et spørgsmål om, at spillerne ikke er gode nok, smider jeg aldrig opmærksomheden over på mine spillere.

– Så jeg forstår, at jeg har givet jer en overskrift, og at jeg sommetider er frustreret. Sommetider skulle jeg ikke sige det på den måde, men det er, hvad det er, og sådan er det. Sommetider er det svært at skjule sin frustration i momentet, fortalte Amorim inden mødet med Rangers i Europa League torsdag aften.

Seneste nyt

Annonce
Annonce