Rodgers hylder modig midtbaneprofil
Liverpool-manager Brendan Rodgers har kun ros til overs for holdets modige midtbanemand, Joe Allen, som han mener er blandt ligaens største unge talenter. Joe Allen fulgte Brendan Rodgers fra Swansea til Liverpool for to somre siden, og efter en succesfuld start, med 21 ligaoptrædener i første sæson, har han haft det sværere i indeværende, hvor det blot er blevet til ni kampe fra start på det stærke Liverpool-mandskab. Den walisiske midtbanespiller var dog med i startelleveren, da Liverpool i søndags vandt en stensikker 3-0 sejr på Old Trafford, og efter en imponerende præstation modtager han nu stor ros fra sin manager, Brendan Rodgers. – Joe [Allen] var fremragende på Old Trafford, forklarede han ifølge goal.com. – Jeg mener klart, at han er en af de største talenter i Premier League. – Joe er en utroligt intelligent fodboldspiller; han forstår bolden, han beskytter den godt for holdet, og hans arbejdsindsats og intensitet i spillet er utrolig. – Han kommer til at være en enestående spiller for vores hold. I øjeblikket er han tæt på sit topniveau, og han præsterer virkelig godt. Jeg håber, at det fortsætter, afslutter Rodgers sin ros til unge Allen. 24-årige Allen har allerede optrådt 42 gange for Liverpool, mens han ligeledes har repræsenteret det walisiske landshold i 16 omgange.