
Brendan Rodgers er formentlig i farezonen, og hans position som Leicester-manager må anses som værende aldeles truet.
Ikke desto mindre er den tidligere Liverpool-manager af den overbevisning, at Leicester spillede godt i 2-6-nederlaget til Tottenham lørdag aften.
- Det føltes meget anderledes end Brighton (hvor Leicester tabte med 2-5, red.). Jeg synes, vi spillede rigtig godt, og vi havde et hav af muligheder.
- Drengene viste fint mod i dag. Vi blev ved med at rejse os fra vores egne fejltagelser.
- Jeg tror altid på, at vi kan overvinde det. Man ser ikke et hold i dag, som har lav selvtillid, det er altid et godt tegn.
- Da vi kom bagud 2-4, blev det svært for spillerne.
- Jeg vil altid kæmpe videre, men jeg forstår også spillet, og seks nederlag i træk er ikke godt for nogen, siger Rodgers i et interview med BBC Sport efter kampen.
Leicester indtager sidstepladsen i Premier League med bare ét point efter syv kampe.