Rivalerne på banen: Spurs forsøger at stjæle Arsenal-transfer
Flere relativt pålidelige franske medier har gennem den seneste uge berettet, at 18-årige William Salibas transfer til Arsenal var på trapperne.
En aftale, hvor den unge franskmand bliver lejet tilbage til Saint-Etienne efter et køb værd €25 millioner, skulle være på plads, men nu sår franske RMC Sport tvivl om den rapport.
Saint-Etienne skulle ikke være helt tilfredse med The Gunners' bud og forlanger endnu mere, og for at gøre ondt værre, så skulle Tottenham nu også have blandet sig i transferen.
RMC-redaktøren Mohamed Bouhafsi skrev torsdag aften, at Tottenham har informeret Saint-Etienne om, at Ligue 1-klubben skal forvente at modtage et bud fra Arsenals ærkerivaler inden længe.
Meget tyder på, at Saint-Etienne kræver en aftale, hvor Saliba bliver lejet tilbage til klubben efter et køb; et krav, som umiddelbart er mere problematisk for Arsenal, der har akut brug for defensive forstærkninger, mens Tottenham er noget bedre rustet til at kunne vente en sæson mere på at modtage den franske teenageforsvarer.