Rivaler i kamp: 113 opgør med had og drama
Påstand: Der er INGEN kampe i engelsk fodbold, der kalder på så ophedede følelser blandt supportergrupperne som et opgør mellem Leeds United og Manchester United (det skulle så måske liiiige være Newcastle-Sunderland).
De to klubbers fans kan simpelthen ikke fordrage hinanden.
Leeds og Manchester har geografisk kun knapt 70 kilometers afstand imellem sig, så prestigeopgøret er altså næsten lokalt, og det står mellem Yorkshire og Lancashire, de to grevskaber hvis overhoveder konkurrerede om Englands kongemagt og bekæmpede hinanden med voldsom intensitet i de såkaldte ”Rosekrige” i den sene middelalder.
Fodboldhistorisk har de to kombattanter været eksponenter for to meget forskellige ideologier.
To helt uens tilgange
For at finde baggrunden må vi en tur tilbage til 1961, hvor Leeds’ store ”Godfather”, Don Revie blev manager for en, på det tidspunkt, halvsløj 2. divisionsklub på Elland Road:
Fra begyndelsen lagde Revie enorm vægt på kollektive værdier. Leeds skulle være en klub med et stærkt socialt fællesskab og en høj grad af ligeværd mellem spillerne. Der var ikke plads til egofikserede stjerner, men til arbejdsomme soldater, der ville kæmpe til sidste blodsdråbe for klub, team og logoet på trøjen. Det sidstnævnte ændrede Revie i øvrigt, efter sigende fordi han mente, at fugle bragte uheld (Leeds spillede i 60’erne med en ugle som klubbens kendetegn).
Artiklen fortsætter under billedet.
På Elland Road opbyggede Revie en familiær atmosfære. Spillerne kom i managerens private hjem om søndagene til bingo, biksemad og carpetbowls. De tog deres koner og kærester med. Drukeskapader og udskejelser passede ikke ind i konceptet og blev ikke anset for at være foreneligt med at være på kontrakt i Leeds. For bordenden sad så the Don og hyggesnakkede med sine spillere – sine drenge. Det er ikke for meget sagt, at de forgudede ham, og at han var som en beskyttende – om end krævende – reservefar for mange.
De taktiske oplæg var grundige og metodiske. De tog næsten altid udgangspunkt i en nøje forberedt analyse af, hvor modstandernes svagheder lå, og hvordan man smartest kunne udnytte disse. Fokus var sjældent på egne styrker og spilpræmisser. Den kollektive ånd blev bragt med ind på banen, hvor Leeds hurtigt blev kendt som en uhyre besværlig modstander. Der blev fightet og løbet for fællesskabet, og der blev tacklet, så knoglerne sang. Der blev spillet fysisk til grænsen (og nogle gange også over), og Leedsmandskabet agerede som en tæt, samlet enhed, der aldrig gav op. Don Revie skabte med andre ord en vinderkultur i en hensygnende klub.
Afkastet udeblev ikke. Leeds marcherede med fuld kraft op i toppen af engelsk fodbold med et næsten unikt sammentømret mandskab og et spilkoncept, der gav resultater, men ingen engelske fans (udover selvfølgelig i Yorkshire). ”Dirty Leeds” blev et begreb der klæbede til The Peacocks i hele perioden op til midten af 1970’erne hvor Revie trak sig for at blive landsholdsmanager.
Anderledes, nærmest diametralt modsat, forholdt det sig i Manchester.
Efter Europa Cup triumfen i 1968 blev man ramt af en sportslig deroute. Spillere som Bobby Charlton og Nobby Stiles blev efterhånden for gamle, og geniet George Best gjorde sig mere og mere ud til bens med druk og skandaler.
I begyndelsen af 1970’erne måtte Manchester United se sig overhalet af Leeds på alle parametre. Det gjorde ondt. Man måtte endda lide den tort at rykke ud af 1. division i 1974.
Under Tommy Docherty og Dave Sexton fik Man United dog gradvist gjort klart skib. Den synkende skude fik lappet hullerne og motormaskineriet kom atter i gang. Kursen var imidlertid hele tiden på plads, for selve tilgangen til fodboldspillet ændrede sig ikke. De røde djævle spillede en formfuldendt og æstetisk offensiv med en risikovillig prioritering af to teknisk betonede wings, på en tid hvor man i engelsk fodbold almindeligvis spillede med højst 1 fløjspiller. Aktører som Gordon Hill og Steve Coppell holdt Manchesters offensive fane højt, imens Billy Bremner og Johnny Giles kværnede Leeds’ modstandere.
Voldsomme sammenstød mellem fangrupper og hooligans i forbindelse med de indbyrdes opgør var reglen mere end undtagelsen.
Statistikken
Siden 1923 har de to konkurrenter mødt hinanden 113 gange. Statistikken er klart i Manchesters favør, for de har historisk sejret i 50 kampe, mens Leeds har vundet lige over halvt så mange gange, 26. 37 opgør er endt uafgjort.
Den numerisk største sejr til en af parterne var i 1959, hvor Matt Busby var i færd med at opbygge et nyt hold på Old Trafford efter den skrækkelige flykatastrofe i München året forinden, der slog 8 spillere ihjel og invaliderede 3. På bl.a. to scoringer af Bobby Charlton blev Leeds besejret med hele 6-0. Det var medvirkende til at Yorkshireklubben rykkede ned dét år.
Leeds’ største sejr er på 5-0 i 1930.
Kigger vi på de senere år, har Manchester haft et klart overtag. I 2020 blev Bielsas tropper kørt over med 6-2 på Old Trafford, og året efter blev det 5-1 til Manchester United på bl.a. tre mål af Bruno Fernandes.
Leeds har ikke vundet i et indbyrdes opgør i ligaen siden 2002, men kunne dog glæde sig over en 1-0-sejr i FA Cup turneringen i 2010 med danske Casper Ankergren på mål.
