Riemer vurderer de to grupper
Grækenland, Skotland og Belarus.
Eller Ungarn, Irland og Armenien.
Sådan kommer Danmarks kvalifikationsgruppe til VM 2026 til at lyde. På den baggrund mener Brian Riemer ikke, at det vil få den store betydning for Danmarks VM-chancer, om danskerne besejrer Portugal eller ej til marts.
– Min overordnede vurdering er, at det er to puljer, der er meget lig hinanden. Der er naturligvis hvert sit islæt, men jeg vil mene, at det er to meget jævnbyrdige puljer, siger landstræneren ifølge Bold og tilføjer:
– Jeg synes, at Ungarn er et hold, der har vist stor kvalitet på det seneste. Det var et at de svære hold fra det seedningslag. Det samme kan siges om Skotland.
Danmark får øverste gruppe i tilfælde af et nederlag til Portugal. Er Danmark bedst over de to Nations League-kampe i marts 2025, venter den nederste trio.
Uanset modstandere sparkes kvalifikationsgruppen i gang i september 2025 med afslutning to måneder senere. Vinderen tager den direkte VM-billet, mens nummer to skal spille playoff (en knock out-turnering mellem fire hold) om en af de sidste fire europæiske pladser.
Siden debuten i 1986 har Danmark været med ved seks af de 10 VM-slutrunder, herunder tre af de seneste fire. Kvartfinalepladsen i 1998 er det hidtil bedste.


















