Riemer forklarer fravalg
Med tilvalg kommer fravalg.
Det gælder også i fodboldens verden, hvor særligt landsholdsudtagelser ofte er genstand for stor debat.
Tirsdag udtog Brian Riemer sin første trup i sin tid som dansk landstræner. Det gjorde han forud for Danmarks kampe i november, hvor Spanien og Serbien venter.
Læs også: Guardiola havde ét ønske: Nu svarer Ståle ham igen
En trup uden Martin Braithwaite, der ellers scorer mål på samlebånd i den brasilianske liga, hvor han tørner ud for Gremio.
Et fravalg, som Brian Riemer nu forklarer. For Braithwaite har ikke været i overvejelserne denne gang, fortæller landstræneren.
– I den her omgang, nej, det har jeg ikke haft. Lige nu og her kigger vi en anden vej. Han har gjort det fantastisk for det danske landshold og fortjener al mulig applaus for det, han har leveret.
– Jeg vil ikke sige, at han aldrig kan komme på landsholdet igen, fordi så længe at vi udtager en trup, kigger vi på, hvem der præsterer. Men lige i den her omgang har han ikke været inde i billedet, siger Brian Riemer om Martin Braithwaite til Tipsbladet.
Forleden fik Martin Braithwaite anerkendelse fra en særdeles prominent person. Her var Luis Suarez således ude med en hyldest af danskeren, som han kaldte for en fantastisk spiller.



















