Richards overvejer sine muligheder
Manchester City-spilleren Micah Richards optjente ikke nok kampe til at få en Premier League-medalje, og den stærke forsvarsspiller overvejer nu sine muligheder hos hjerteklubben.
For mindre end fireogtyve timer siden tilspillede Manchester City sig endegyldigt det engelske mesterskab, men det blev ikke til en medalje for klubmanden Micah Richards, der ikke har optrådt nok på førsteholdet til at gøre sig fortjent til sølvtøj.
Micah Richards har optrådt 244 gange for klubbens førstehold siden sin debut, men den engelske forsvarsgeneral ved endnu ikke, hvorvidt det bliver til flere for ham i denne omgang.
– Vi må se hvad der sker nu. Jeg vil bruge sommeren på at gennemtænke tingene. Jeg har været her i elleve år, og jeg har nydt hvert eneste minut, forklarede han til Sky Sports.
– Jeg ved ikke hvad fremtiden byder på – vi må vente og se. Jeg vil bare gerne takke alle for det de har gjort for mig indtil videre. Jeg vil nyde dette øjeblik med resten af holdet, og så ellers tage den derfra, afsluttede den 25-årige højreback.
Richards har været sat i forbindelse med Arsenal, der står til at miste klubbens førstevalg Bacary Sagna denne sommer.