Richards afslører: Afslog Inter-skifte
I hele sidste sæson var den daværende Manchester City-spiller, Micah Richards, udlejet til italienske Fiorentina grundet manglende spilletid hos den engelske klub.
I dette transfervindue er han nu skiftet til Aston Villa, men englænderen afslører nu, at der var flere klubber, der var ude efter ham, og at han tilbage i januar samt efterfølgende blev kontaktet af Inter, som han valgte at afvise.
– Der var nogle klubber, som var interesserede i mig, nogle af dem var fra udlandet, men da jeg ikke spillede så meget i Fiorentina, så tænkte jeg, at det ville være bedst at vende hjem, udtaler Micah Richards ifølge Eurosport.
– Jeg snakkede med Inter og også Mancini. De prøvede at hente mig i januar, men det blev ikke til noget, fortsætter Richards.
– Jeg snakkede også med ham efterfølgende, men jeg ønskede at komme tilbage til England. Jeg ønskede ikke at være ude i Italien, og så bliver manageren fyret, og jeg kæmper for min plads i samme situation. Det er en af grundene til, at jeg valgte at komme tilbage.