Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Reserven Arter klar til at kæmpe for sin plads

Af Mads Bye Marboe
25.05.2018 Kl. 17:19
Harry Arter er klar til at blive i Bournemouth og kæmpe for sin plads, selvom spilletiden har været knap i 2018.

Harry Arter har startet blot en Premier League-kamp for Bournemouth i 2018, og den kom endda helt tilbage på årets første dag mod Brighton.

Derudover er det blevet til en FA Cup-kamp mod Wigan, og selvom midtbanespilleren har tre år tilbage af sin kontrakt, har han taget en snak med manager Eddie Howe omkring fremtiden.

– Jeg følte, at det nok var bedst at tage en ærlig snak med Howe efter sæsonen. Samtalerne handlede om, hvad jeg vil i fremtiden, og hvad han vil have fra mig i fremtiden, hvilket jeg var meget ærlig omkring, siger han til Bournemouth Echo og fortsætter:

– Jeg følte, at han var ærlig over for mig. Jeg var ærlig over for ham, og vi får at se, hvad der sker. Vi får at se, hvad sommeren bringer.

Arter har spillet for Bournemouth siden 2010, og ireren er klar til at kæmpe for sin plads, selvom minutterne har været få i foråret.

– Enhver spiller er en smule irriteret, når man ryger af holdet, og man føler altid, at man ikke burde være den, der mister sin plads. Det var også tilfældet for mig i starten, men som sæsonen skred frem, respekterede jeg managerens beslutning. Jeg vidste, at han ikke bare vågnede en morgen og tænkte: "Jeg kan ikke lide Harry mere." Jeg vidste, at der var en fodboldmæssig årsag til det.

– Jeg har så stor respekt for Bournemouth og manageren, at jeg ikke kan se, hvorfor jeg ikke skulle kunne tage tilbage og kæmpe for min plads.

Arter står noteret for 254 kampe for The Cherries.

Annonce