Reserve på fri transfer: Spurs forsøger at signe Watford-veteran
Tottenham er klar til at opsnappe Watford-målmand Ben Foster på en fri transfer til sommer, skriver The Telegraph denne tirsdag.
Den 36-årige veteran anses ikke som ny førstemålmand, men er i stedet tiltænkt en rolle som backup til Hugo Lloris.
Foster har gennem hele sæsonen været et lyspunkt for The Hornets, og selv da Watford blev banket sønder og sammen i første halvdel af Premier League-året, leverede målmanden på fint niveau.
Om fire måneder vil hans kontrakt med Watford dog udløbe, og derfor kan han i princippet allerede nu indgå en forhåndskontrakt med Tottenham, hvis parterne kan nå til enighed.
Det store spørgsmål er måske, om den aldrende keeper er klar til at indfinde sig med en rolle som reserve, når nu han gennem en årrække har været førstemålmand.
Takker han ja, ventes Foster at dække den plads, som tredjemålmand Michel Vorm formentligt efterlader, når hans kontrakt med Tottenham er nået til vejs ende efter sæsonen.