Repræsentanter i Brasilien: Liverpool vil hente stortalent
Inden for den seneste uges er det Vinicius Junior fra Flamengo, der har fyldt overskrifterne i den brasilianske sportspresse, da han angiveligt skulle være på vej til Real Madrid.
Det forlyder nu, at Liverpool også vil på rov i det brasilianske.
Ifølge GloboEsporte er Merseyside-klubben nemlig interesserede i den blot 16-årige Rodrygo Silva de Goes, der bedre er kendt som Rodrygo.
Han spiller til daglig i Santos og bliver anset for at være et af klubbens helt store talenter.
GloboEsporte beretter, at Liverpool har afgivet et konkret bud på Rodrygo, og repræsentanter fra klubben er landet i det brasilianske, da de vil forsøge at lukke en handel.
Skulle det lykkes Liverpool at få en handel på plads, vil Rodrygo først skifte til det engelske, når han fylder 18 år, hvilket han gør den 9. januar 2019.