Remy fanger atter Arsenals interesse
Newcastles leje angriber, Loic Remy, har vist sig som et Premier League-hit i denne sæson, og det har fanget Arsenals interesse – endnu engang.
Remy blev hentet til Queens Park Rangers for godt og vel et år siden. Klubben rykkede ud af Premier League, men for franskmanden blev det en rigtig god halvsæson. Remy nettede seks gange og det blev tydeligt for enhver, at han var for god til at spille Championship.
Newcastle, som ellers tabte kampen om Remy i første omgang, lejede herefter Remy. Og det har været en god lejeaftale for Alan Pardew, for i 22 Premier League-starter har han scoret flotte 13 mål.
Desværre for QPR så betød nedrykningen, at der blev aktiveret en frikøbsklausul på £8 millioner i angriberens kontrakt. Til sammenligning købte den nu nedrykkede klub Remy for £10 millioner.
Daily Mirror rapporterer nu, at Arsenal har været imponeret af skarpretterens præstationer, og for at forbedre holdets lidt skrøbelige angreb, vil de forsøge at købe franskmanden fri til sommer.
Remy vil uden tvivl presse Olivier Giroud som førstevalg i Arsenals angreb. Han vil også være en helt anden type end Giroud, da han er meget hurtigere og mere driblestærk.
Synes du, at Remy vil være et godt køb for Arsene Wenger?