Rekordsum: Så meget skal United betale for Ashworth
Dan Ashworth har bedt Newcastle om at blive løst fra sin kontrakt, fordi han vil til Manchester United.
Derfor har Newcastle sendt ham hjem fra arbejde, mens klubben nu kræver en kæmpe kompensation for at lade ham smutte til Manchester United med det samme.
Ifølge The Athletic skal Manchester United betale mindst 150 millioner kroner for at få lov til at få Ashworth i gang med at arbejde som sportsdirektør straks. Det er formentlig en rekordsum for en sportsdirektør, hvis det ender med at blive prisen.
Den 52-årige englænder har en klausul i sin kontrakt med Newcastle, som gør, at klubben ellers skal betale ham fuld løn under kontraktperioden, mens han er hjemsendt.
Kontrakten strækker sig frem til 2026, og derfor skal Manchester United betale Newcastle en kompensation, hvis De Røde Djævle vil have Ashworth før det.
Det vil Manchester United helt sikkert gerne, og derfor venter der nu forhandlinger mellem klubberne. Hvorvidt Manchester United er parat til at smide 150 millioner kroner eller mere efter Ashworth må tiden vise.
The Athletic rapporterer dog, at Manchester United er villige til at være tålmodige. Klubben ser Ashworth som en langtidsinvestering og vil derfor ikke betale en urealistisk sum.
United-flop afslører: Spist fastfood hver dag
Englænderen er udset til at være Manchester Uniteds kommende sportsdirektør og skal altså være manden med ansvaret for klubbens transfers.
Det samme job har han de seneste to år haft i Newcastle. Forinden var han hos Brighton, hvor han også blev hjemsendt, fordi han ville videre til The Magpies. Dengang nåede han at være hjemsendt i tre måneder.
Tidligere har han været teknisk direktør for det engelske fodboldforbund, mens han også har været sportsdirektør i West Bromwich.
Læs flere nyheder om Manchester United her.