Redknapp: United-ledelsen er nødt til at støtte Mourinho med penge
Jose Mourinho har indtil videre hentet tre nye spillere til Manchester United i dette transfervindue: Diogo Dalot, Fred og Lee Grant.
Portugiseren lægger ikke skjul på, at han stadig håber på to nye signings, men det bliver formentlig kun til en enkelt.
I en klumme på Daily Mail skriver den tidligere Liverpool-spiller, Jamie Redknapp, at ledelsen i Manchester United er nødt til at støtte Jose Mourinho med flere penge til transfers, hvis de tror på ham.
– Det næste stykke tid finder vi ud af, hvor meget Manchester United tror på Jose Mourinho. Ved at støtte ham med de signings, han vil have, vil de sende et signal om, at Jose Mourinho er deres mand. Hvis det ikke sker, viser det bare, at de ikke tror på ham.
– Jeg kan se situationen fra både Mourinhos og Woodwards synspunkt. Mourinho kan se, at City og Liverpool har støttet deres managers i dette transfervindue, og han vil føle, at han også fortjener det efter en andenplads og en finaleplads i FA Cup'en.
– Problemet er bare, at han har brugt £360 millioner de sidste to sæsoner og har krævet fem nye signings i dette transfervindue. Siden sin ankomst har han næsten hentet spillere på alle positioner.
– Gennem deres pre-season har Mourinho klaget en del. Han ligner en, der kunne være på vej væk. Alarmklokkerne ringer hos United-ledelsen. Hvorfor støtte ham med yderligere £300 millioner, hvis de alligevel snart skal finde en ny manager? Valget er simpelt. Køb Maguire og en anden spiller, så Jose er glad. Hvis de ikke gør det, vil han fortsætte med at udtrykke sine følelser, lyder det fra Redknapp.