Redknapp: Old Trafford et svært sted at komme
Siden afgangen af den legendariske manager, Sir Alex Ferguson, har magien på drømmenes teater Old Trafford været sporadisk, men i dagens enlige Premier League-opgør mellem Manchester United og QPR var noget af denne vendt tilbage til det velspillende hjemmehold.
Således lykkedes det for United at vinde hele 4-0 over de tamme gæster, og selvom QPR-manager Harry Redknapp ikke mener, at United havde specielt mange chancer erkender han også, at Old Trafford altid er et svært sted at besøge.
– Vi havde en god chance, da stillingen var 1-0 til dem, hvor Matt Phillips burde have scoret, og jeg troede vi stod ganske fint, da vi så ud til at komme til pause kun bagud med 1-0. Men ud af ingenting indkasserede vi to dumme mål før pausen, og så var vi nede med 3-0, forklarede han efter opgøret.
– Det var ærgerligt, for vores keeper havde ikke meget at redde, de havde masser af besiddelse, men jeg synes knap han havde en redning i hele første halvleg. Vi var naturligvis ikke dumme nok til at komme ud og tro at vi kunne vende kampen til 4-3, ved at åbne op og gå efter det, og man vil heller ikke blive slået med seks eller syv mål, for det ødelægger moralen fuldstændigt, fortsatte den rutinerede englænder.
– Vi kunne have fået en reducering ved 3-0, da Niko [Kranjcar] havde et godt skud reddet af keeperen, og det ville måske have ændret kampen, men vi må også bare erkende, at det er et af de sværeste steder at komme, afsluttede Redknapp, der heller ikke mente, at hans spillere var tilstrækkeligt i form.
Angel Di Maria, Ander Herrera, Wayne Rooney og Juan Mata kom på tavlen i dagens kamp, der bragte United op på ligaens niendeplads med fem point. Med nederlaget af QPR placeret på en 16. plads, og står noteret for tre point.