Redknapp: Chelsea-job for tidligt for Lampard
Chelsea-legenden Frank Lampard blev sidste sommer ansat som manager i Championship-klubben Derby og i denne sæson var han milimeter fra at sikre klubben oprykning til Premier League. Play-off finalen blev dog tabt 2-1 til Aston Villa, som dermed tog den sidste oprykningsbillet.
I de engelske medier spekuleres der imidlertid på, om Frank Lampard alligevel kan være at finde i Premier League efter sommerferien. Chelsea-manager Maurizio Sarri skulle være tæt på at forlade The Blues for i stedet at rejse hjem til Italien og blive manager for Juventus. Og medierne sender altså Lampard retur til Stamford Bridge.
Træner-legenden Harry Redknapp, der samtidig er onkel til Frank Lampard mener imidlertid, at det vil være for tidligt i nevøens unge trænerkarriere at tage til Chelsea.
– Hvis Sarri ender med at forlade Chelsea, så vil Frank være favorit til at overtage posten. Det kan man se ifølge bookmakerne. Men det er svært, fordi han er i en rigtig god klub, Derby, hvor han gør det godt, siger englænderen til TalkSport og fortsætter:
– Han har haft en fantastisk år i Derby og han har et godt forhold tli bestyrelsen og ejeren, så det vil også være svært for ham at forlade klubben. Men kan man sige nej, når Chelsea banker på døren? Jeg tror, at det vil være for tidligt, men det bliver ikke nemt for ham, hvis det bliver tilfældet, slutter Harry Redknapp.