Redknapp afslører: Sådan skaffede jeg Lampard Derby-jobbet
Frank Lampard blev i sommeren 2018 ansat som manager i Championship-klubben Derby County, hvilket kom bag på mange, da Chelsea-legenden ikke havde nogen trænererfaring.
Den legendariske midtbanespiller sikrede sig da heller ikke jobbet uden hjælp.
Englænderens onkel, den mangeårige Premier League-manager Harry Redknapp, havde således en finger med i spillet, men faktisk blev Lampard tilbudt et andet Championship-job inden Derby:
– Først skaffede jeg Frank et job i Ipswich. Jeg ringede til Marcus Evans (Ipswichs ejer, red.) og sagde: "Du har brug for en manager, og Frank Lampard er din mand." Han mødte ham, elskede ham og tilbød ham jobbet, fortæller Redknapp til Sky Sports og fortsætter.
– Frank sagde til mig: "Harry, de har ikke noget transferbudget, så jeg kan ikke hente nye spillere."
Lampard valgte derfor at afvise Ipswich, hvilket banede vejen for en fremtid i Derby:
– Pludselig blev Derby-jobbet ledigt, og jeg ringede til Mel Morris (Derbys ejer, red.), der bor i nærheden af mig. Han sagde, at han ville gå efter en erfaren træner, men jeg anbefalede ham at hente Frank Lampard.
– Han sagde, at Lampard ikke havde nogen erfaring, hvortil jeg svarede, at der har været mange store managers, som ikke har haft nogen erfaring. Såsom Graeme Souness, Kenny Dalglish og Steven Gerrard. Lampard kender til spillet, og han vil bringe så meget til klubben.
– Morris overvejede at ansætte Lampard som assistent, men jeg slog fast, at han ville være manager, og jeg bad Morris om at mødes med ham. Den efterfølgende dag mødtes de i London, og efter halvanden times møde ringede Morris til mig. Han var blevet blæst bagover og havde allerede tilbudt Lampard jobbet.
Lampard førte Derby County frem til play-off finalen i hans første og eneste sæson for klubben, hvorefter han skiftede videre til hjerteklubben Chelsea i sommeren 2019.