Real Madrid-spiller er ivrig efter at skifte til United eller Arsenal
I december sidste år så det ud som om, at Marcos Llorente ville få sit gennembrud under Real Madrids forhenværende cheftræner Santiago Solari.
Spanieren var foretrukket i Real Madrids startellever hele tre gange i streg. Alle tre kampe blev vundet af Real Madrid mod henholdsvis Valencia, Huesca og Rayo Vallecano.
Efter den gode periode var Llorente nødsaget til at sidde ude grundet en skade. I mellemtiden blev Solari fyret, og tilbage på trænerbænken kom klubikonet Zinedine Zidane.
Efter Zidanes tilbagekomst har det været småt med spilletid for Llorente, og den mangeårige Real Madrid-spiller skulle derfor være opsat på et skifte.
Her skulle Manchester United og Arsenal ifølge AS være blandt dem, der er interesseret i midtbanespilleren. Hvis ellers de to Premier League-klubber er villige til at betale den pris, som Real Madrid forlanger, kan Llorente meget vel ende i United eller Arsenal til sommer.
Zidane skulle ifølge den spanske avis Marca have fortalt det spanske talent, at han gerne må forlade klubben til sommer. Endvidere har Zidane i medierne udtrykt, at Llorente behøver spilletid.
– Marcos behøver flere førsteholdsminutter. Han var fantastisk, da han var udlånt til Alaves. En lignende situation ville være perfekt for ham, sagde Zidane tidligere på måneden.
I år står Llorente kun noteret for 15 kampe for Real Madrid, hvor de seks af dem er i La Liga. En forklaring på det er dog også spaniernes førnævnte skade.
I sidste sæson fik Llorente 20 kampe under bæltet for Los Blancos, efter han året forinden havde været på et succesfuldt lejeophold i Alaves. Siden opholdet i Alaves har spanieren dog været henvist til en sekundær rolle størstedelen i den spanske kongeklub.
Llorentes kontrakt i Real Madrid udløber først i 2021. Det er endnu uvist om Real Madrid helst vil udleje eller sælge den defensive midtbanespiller til sommer.