Real Madrid sætter prisskilt på Arsenal-transfermål
190 millioner kroner er prisen, som det koster Arsenal at købe Dani Ceballos fri af kontrakten med Real Madrid.
Det skriver den spanske avis, Marca, som følger Real Madrid tæt.
I øjeblikket er den spanske midtbanespiller kun lejet, men fordi han særligt i det seneste stykke tid har gjort en god figur for Mikel Artetas mandskab, er Arsenal interesseret i at få ham til klubben fremover også.
I Real Madrid er konkurrencen på den centrale midtbane benhård, og derfor er den spanske kongeklub villig til at lade ham gå, hvis en anden klub vil smide 190 millioner kroner.
Foruden Arsenal siges Valencia og Real Betis også at være interesserede i den kreative Ceballos.
Næste sommer venter EM-slutrunden, og for at kunne komme i betragtning til den stærke spanske landsholdstrup ved Ceballos også, at han skal have fast spilletid, og at han næppe vil få det i Real Madrid.
I Arsenal har han spillet 32 kampe denne sæson, selvom han undervejs har været skadet i næsten tre måneder.