Real Madrid har kæmpe transfer på plads
Real Madrid fortsætter med at hente nye spillere denne sommer, og nu er der kommet endnu en stor handel på plads.
Dean Huijsen og Trent Alexander-Arnold er allerede blevet præsenteret i den spanske storklub, der også er ved at hente Alvaro Carreras i Benfica. Nu er endnu en handel så kommet i stand.
Det er transferjournalisten Fabrizio Romano, som kan fortælle, at Real Madrid har fået en aftale på plads med River Plate.
Klubberne er blevet enige om, at det spanske storhold betaler 294 millioner kroner for at købe Franco Mastantuono.
Den blot 17-årige argentiner regnes som en af verdens mest talentfulde offensivspillere, og han er allerede en vigtig del af River Plates førstehold.
Derfor håber den argentinske topklub også, at Franco Mastantuono kan blive i klubben og spille med ved VM for klubhold og så først skifte til Spanien i august.
Franco Mastantuono, som spiller på højre kant og den offensive midtbane, har allerede spillet 61 førsteholdskampe for River Plate, hvor han har scoret ti mål og lavet syv assists.
Fredag fik han desuden sin debut på det argentinske landshold som en af de yngste spillere i historien.
Han er blevet sat i forbindelse med klubber som Liverpool, Manchester United og Paris Saint-Germain, men det bliver altså Real Madrid, der får fornøjelsen af ham.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
















