Rashfords potentiale er enormt: Derfor ønsker Solskjær ikke at signe Kane
Tottenham skulle være meget kategoriske i deres udmelding; Harry Kane er ikke til salg til sommer – og slet ikke til en direkte rival.
Men det betyder hverken fra eller til for Manchester United, for Ole Gunnar Solskjær havde ingen intentioner om at byde stort på den 26-årige angriber.
Nordmanden mener nemlig, at Marcus Rashford har potentialet til at blive ligeså god som Kane. Det skriver Daily Mirror.
Rashford er endnu kun 22, mens Kane snart fylder 27, så Manchester United-topscoreren har stadig nogle år til at nå samme niveau som konkurrenten fra Tottenham.
Samtidigt føler Solskjær ikke, at behovet for Kane er nær så stort som tidligere, nu hvor man har haft relativt stor succes med at konvertere Anthony Martial til at spille som spidsangriber.
Derudover ønsker Manchester United-manageren heller ikke at "blokere" for Mason Greenwoods udvikling og integration på førsteholdet ved at signe en superstjerne som Kane.