Rashford: Vores nedtur startede med kampen mod Liverpool
Den kedelige 0-0 kamp mod Liverpool i slutningen af februar var vendepunktet, hvor alt udviklede sig til dét værre for Manchester United, mener Marcus Rashford.
The Red Devils var indtil da sprunget fra succes til succes, efter Ole Gunnar Solskjær havde overtaget trænersædet, men mod Liverpool var det spillerne, der faldt på stribe med skade på skade.
Marcus Rashford pådrog sig også selv en skade, men måtte spille kampen færdig, da Ole Gunnar Solskjær havde brugt samtlige indskiftninger i første halvleg.
– Jeg vidste altid, at det ville blive svært, for jeg havde skader, holdet havde skader, og vi havde mange svære kampe foran os endnu, fortæller Rashford til Talksport.
– Jeg kan huske kampen mod Liverpool; Jeg blev skadet efter få minutter, men forsøgte at fortsætte. Efter 30 minutter troede jeg ikke, at jeg kunne fortsætte, men da havde vi brugt alle tre udskiftninger.
– For mig var den kamp vendepunktet i vores sæson. Kunne jeg gøre det om, havde jeg ladet mig selv udskifte tidligere, men det er ting som dette, man lærer af.