Ranieri til målfattig Vardy: Bevar roen
På dette tidspunkt i sidste sæson havde Leicester-angriberen Jamie Vardy scoret ni kampe i træk i Premier League og endte efterfølgende med at sætte ny rekord, da han scorede 11 Premier League-kampe i træk. I denne sæson har den engelske angriber dog haft svært ved at finde vej til netmaskerne.
Den engelske landsholdsangriber har således ikke scoret i 11 kampe i træk for The Foxes i denne sæson, men de manglende mål bekymrer ikke klubbens italienske manager Claudio Ranieri. Forud for søndagens kamp mod West Bromwich forsikrer Ranieri, at han fortsat har tiltro til den 29-årige angriber:
– Jamie Vardy er en målscorer og alle målscorer har gode og dårlige perioder i løbet af deres karriere. Det vigtigste på nuværende tidspunkt er, at han bevarer roen og ikke går i panik, fordi så skal målene nok komme, siger italieneren.
– Han arbejder hårdt til træning og jeg kan ikke være andet end tilfreds med ham, slutter Claudio Ranieri.