Ranieri om rygter: Det er op til Kanté
Midtbanespilleren N'Golo Kanté har tiltrukket masser af interesse fra en række af klubber efter han i sidste sæson imponerede for Leicester, der meget overraskende vandt Premier League.
Han skiftede sidste sommer til the Foxes fra den franske klub SM Caen for blot £5,6 millioner.
Chelsea skulle angiveligt være forrest i kampen om at hente Kanté og skulle efter sigende have budt omkring £20 millioner.
Claudio Ranieri, Leicesters manager, siger, at Kanté er blevet tilbudt en ny kontrakt, men selv bestemmer sin fremtid.
– Vi tilbød Kanté en ny kontrakt før han tog til EM. Nu ved jeg, at der er en masse store hold interesseret. Det er op til ham, lyder det fra Ranieri på Leicesters træningslejr i Østrig.
Midtbanespilleren er lige nu på forlænget ferie oven på Frankrigs deltagelse ved EM men tilslutter sig Leicester-truppen senere på denne måned.