Ranieri: Bournemouth-opgør bliver en sværere kamp end City-møde
Leicester deler førstepladsen med Arsenal, som dog har en bedre målscore. På samme tidspunkt i sidste sæson lå Leicester helt nede i bunden. Alt har sidenhen kørt på skinner for Leicester, som endda kun er blevet endnu bedre med Claudio Ranieri ved roret. Den italienske manager har gjort det fornemt i sin første halvsæson som Leicester-manager, men han forsøger at holde benene på jorden og kun tage en kamp af gangen.
Næste kamp for Leicester er en hjemmekamp mod Bournemouth, og Ranieri forventer en sværere kamp, end den klubben spillede mod Manchester City tirsdag aften. Her klarede de blåklædte 0-0 hjemme på King Power Stadium.
– Tro mig, den næste kamp bliver sværere. Mod Bournemouth bliver det meget, meget, meget sværere, lød det fra den 64-årige manager efter kampen mod City ifølge Goal.com.
– Hvorfor? Fordi de er inde i en god periode, de presser meget og flytter bolden rigtig godt. Jeg husker kampen dér og kampen mod Arsenal, hvor de i den første halve time spillede rigtig godt. Det bliver en svær kamp.