Ramsey begræder Chamberlain-skifte: Vi har mistet en stor spiller
Liverpool har hentet den alsidige kantspiller Alex Oxlade-Chamberlain i Arsenal. Chamberlain var en vellidt fyr i Arsenal, hvor han kom til i 2011 og holdkammeraten Aaron Ramsey begræder nu Chamberlains exit fra Emirates Stadium på det sociale medie Instagram.
Ramsey skriver således:
– Endnu en af vores britiske gutter rejser videre til nye ting. Vi har ikke bare mistet en stor spiller, vi har også mistet en god fyr i omklædningsrummet og jeg er trist over at se dig forlade klubben min ven, skriver Ramsey og fortsætter:
– Jeg har nogle rigtig gode minder fra de seneste år, hvor jeg har spillet ved siden af dig og jeg ønsker dig alt det bedste med dette nye kapitel i dit liv.
Liverpool nævner ikke ikke transferbeløbet for 24-årige Chamberlain, men offensivspilleren menes at have kostet i omegnen af 300 millioner kroner.
På trods af sin relativt unge alder er det ikke en uerfaren spiller, der kommer til Liverpool. Alex Oxlade-Chamberlain har nemlig 132 kampe i Premier League for Arsenal på CV'et.