Ramires: Vil tilbage til Benfica en dag
Ramires fortæller, at han gerne vil tilbage til sin gamle klub, Benfica, inden han lægger støvlerne på hylden.
Chelsea råder som bekendt over Ramires, men den brasilianske midtbanespiller bliver ikke nødvendigvis i London i resten af sin aktive karriere. 26-årige Ramires vil derimod ikke udelukke, at han engang kan ende i Benfica.
– Fodbold er fuld af overraskelser, og jeg vil gerne vende tilbage (til Benfica, red.) en dag, fortæller Ramires ifølge Sky Sports.
Den hårdtarbejdende Chelsea-spiller beundrer endvidere Benfica og indrømmer, at han stadigvæk har følelser forbundet til sin tidligere klub.
– Benfica har et godt hold med en stor historie og en stor manager. De har kun haltet med hensyn til titler for nylig, fortæller Ramires og fortsætter:
– Jeg har stadig en enorm mængde af kærlighed til Benfica. Ikke bare fordi de åbnede døren til Europa for mig, men på grund af alle de ting, jeg oplevede der, hvordan de bød mig velkommen, og hvor godt alt endte. Jeg kan kun takke klubben, roser han sin tidligere arbejdsgiver.
Ramires skiftede Benfica ud med Chelsea tilbage i sommeren 2010 og har mere eller mindre været fast inventar hos London-klubben lige siden.