Rafael Benitez bejler til nyt job
Ståle Solbakken er ikke sikker på, at han vil fortsætte som norsk landstræner efter VM i 2026.
Og måske hans afløser kan blive Rafael Benitez. Den tidligere Liverpool-manager gør i hvert fald intet for at skjule, at han vil overveje det, hvis han skulle få jobbet tilbudt.
– Et landshold kan være en god udfordring, siger Benitez ifølge NRK til Åge Hareide, Andrine Hegerberg og Emil Gukild, inden han afslører, at det norske landshold har haft hans interesse.
– Hvad jeg kan lide om nordmændene er, at de er meget professionelle, og de ønsker at blive bedre. Jeg så Norge mod Slovenien og næsten hele kampen mod Kasakhstan. De var meget bedre. De pressede godt og var godt organiseret. Men der var måske et par ting, jeg gerne ville have gjort anderledes.
– Oppe foran har I gode spillere. I forsvaret har du et hold, der er godt organiseret, men så handler det om at justere et par ting. I har brug for balance.
Spørgsmålet er så naturligvis, om Benitez vil komme i betragtning til jobbet som træner for Erling Haaland, Martin Ødegaard, Oscar Bobb og de andre norske profiler.
Generalsekretær i Norges fodboldforbund, Karl-Petter Løken, har ikke ønsket at kommentere på spanierens kandidatur og henviser til, at fokus er på den kommende VM-kvalifikation.
Norge er netop rykket op i Nations Leagues liga A. Der er lodtrækning til VM-kvalifikationen den 13. december.
64-årige Rafael Benitez har været uden job siden marts, hvor han blev fyret i Celta Vigo. Han har trænet klubber som Real Madrid, Liverpool, Chelsea, Inter, Valencia, Newcastle, Napoli og Everton, men har aldrig været landstræner.
Læs også: Liverpool tabte til FCN



















