Rådgiver: Zaza skulle aldrig have skiftet til Premier League
I slutningen af sommerens transfervindue kunne West Ham offentliggøre signingen af den italienske angriber, Simone Zaza.
Han blev erhvervet i Juventus på en etårig lejeaftale, hvor The Hammers betaler €5 millioner for at leje ham og har en købsoption på €20 millioner.
Nu fortæller hans rådgiver, Giuseppe Riso, at han ikke var fan af skiftet til West Ham.
– Jeg rådgav ham til at blive i Italien. Det ville være det bedste for ham og hans fremtid. Jeg vil gøre det klart, at det er hans far, der tager sig af forretningen og er hans agent, mens jeg er rådgiver, siger Giuseppe Riso til RAI Sport.
– Han har den rette indstilling til at gøre en forskel i Serie A. Han kan også gøre det godt i Premier League, men det tager tid.
– Simone har brug for at være i en klub, der støtter og hjælper ham. Der har ikke været meget tålmodighed i West Ham, og han har heller ikke fået en god start, slutter han.