Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Pukki er ikke alene: Her er Premier Leagues mest scorende nedrykkere

Af Michael Christiansen
18.07.2020 Kl. 14:38
Man kan godt rykkede ned, selvom man scorer mange mål. Det ser vi et eksempel på igen i denne sæson.

Teemu Pukki og Norwich spiller lørdag mod Burnley.

Finnen er inden kampen noteret for 11 mål i Premier League, samtidig med at “the Canaries” allerede er sikre på at rykke ud af rækken. Det er dog ikke første gang, at en målfarlig spiller må bide i det sure nedrykningsæble.

Her er de mest scorende Premier League-nedrykkere:

Darren Bent, Charlton, 2006-07, 13 mål
Darren Bent har haft en flot karriere i Premier League med ophold i Tottenham og Aston Villa og endda med landskampe for England.
Men i begyndelsen af karrieren var han en del af en nedrykning trods 13 mål for Charlton.

DJ Campbell, Blackpool, 2010-11, 13 mål
Blackpool spillede med i Premier League for første gang i 2010-11-sæsonen, men det blev til en øjeblikkelig nedrykning. Holdet rådede endda også over Charlie Adam, der supplerede Campbell med yderligere 12 scoringer. 

Jermain Defoe, Sunderland, 2016-17, 15 mål
Sunderland faldt igennem med et brag i 2017, selvom gode, gamle Defoe gjorde, hvad han kunne for at undgå det.

Paul Wilkinson, Middlesbrough, 1992-93, 15 mål
I den første Premier League-sæson lavede Wilkinson 15 kasser.

Chris Armstrong, Crystal Palace, 1992-93, 15 mål
Samme år rykkede også Chris Armstrong ned trods 15 scorede mål.

Fabrizio Ravanelli, Middlesbrough, 1996-97, 16 mål
Italieneren kom til “Boro” i 1996 fra Juventus, med hvem han havde vundet både Serie A og Champions League. Det startede da også fantastisk med et hattrick mod Liverpool i første kamp. Ravanelli fortsatte med at score mål, men holdet rykkede alligevel ned.

Yakubu, Blackburn, 2011-12, 17 mål
Spillede flere end 250 Premier League-kampe for klubber som Leicester, Everton, Portsmouth og Middlesbrough. Og altså Blackburn, som han scorede 17 gange for, da de tidligere mestre rykkede ud i 2012.

Charlie Austin, Queens Park Rangers, 2014-15, 18 mål
Hele 18 streger stod der ud for Charlie Austins navn efter 2014-15-sæsonen. Det var desværre ikke nok til at overleve i Premier League. Eller til en førsteplads på denne liste.

Andy Johnson, Crystal Palace, 2004-05, 21 mål
Kun selveste Thierry Henry var med sine 25 ligamål farligere tilbage i 2004-05. Palace fik 33 point men rykkede alligevel ned. Og Andy Johnson tager med 21 kasser rekorden som den med afstand mest scorende nedrykker.

Annonce