PSV-raket drømmer om Manchester United
Mexicanske Hirving Lozano, der til dagligt spiller i hollandske PSV, har gennem to sæsoner for alvor givet prøver på sin enorme fart og målfarlighed.
I PSV har han scoret lige under 40 kasser på under to sæsoner, mens han også var en af Mexicos profiler ved VM i sommers, hvor han blandt andet scorede mod Tyskland.
I et interview med Lozanos tidligere klubpræsident i mexicanske Pachuca, Jesus Martinez, fortæller han nu, at Manchester United længe har scoutet den lynhurtige kantspiller og, at Lozano ville elske at se et eventuelt skifte blive realiseret.
– Hvad jeg kan sige er, at Manchester United har scoutet Lozano, siden han var 16 år gammel. De kender til hele hans historik, fortæller Martinez til ESPN.
– Min ultimative drøm ville være at se Chucky (Lozano red.) i United og Hector Herrera i Atletico, og jeg ved, at det også er deres drøm.
Lozano har også selv før kommenteret, at han ville elske at spille i Premier League efter, at han havde været på besøg hos Tottenham i Champions League.
– Jeg håber, at gud en dag vil lade mig spille i Premier League.
– Jeg synes, at det er en fantastisk liga, og jeg ville elske at spille for en af de store klubber.
23-årige Lozano har lavet 19 mål i 33 kampe for PSV i denne sæson.