PSG-træner sender tak til Arsene Wenger
Arsene Wenger og Unai Emery er i samme båd. Begge trænere har skuffet denne sæson, og begge er de blevet rygtet fyret af deres arbejdsgivere – og måske derfor er de så glade for hinanden.
Forud for PSG's kamp mod Bordeaux har Unai Emery takket Arsene Wenger direkte via Twitter.
– Vores fokus er på Bordeaux, men jeg vil gerne takke Arsene Wenger for hans kærlige ord – han er en ægte rollemodel for fodboldverdenen, skrev Unai Emery.
Takken kommer i kølvandet på, at Arsene Wenger i et interview med BeIN Sports tidligere på ugen udtalte, at han ikke mente, PSG burde fyre Emery.
– Modsat medierne, så synes jeg ikke, at Emery skal fyres. Folk er hurtige til at træffe beslutninger, når der er kriser, men når du har ansvar, er det anderledes, sagde Wenger blandt andet i interviewet.
Paris Saint-German-ledelsen har længe drømt om, at klubben præsterede i Champions League, men det helt store gennembrud mangler endnu. Også i år missede holdet chancen, da de tabte over to opgør i ottendelsfinalen mod Real Madrid.
Det har Unai Emery modtaget massevis af kritik for efterfølgende, men Arsene Wenger mener ikke, at løsningen er en fyring.
– Jeg har altid været tæt på PSG og er fan af klubben, men jeg er overbevist om, at klubben mangler stabilitet for at udvikle sig – ikke en trænerfyring, sagde Wenger til BeIn Sports.