£50 mio. - Everton vil gå på rov hos rivalerne
Everton brugte i sommer store summer på nye spillere, men successen udeblev for Merseyside-klubben, der valgte at skille sig af med Ronald Koeman i efteråret.
Nu er transfervinduet åbnet igen, og the Toffees har allerede markeret sig med købet af Cenk Tosun, der er kommet til klubben fra Besiktas for £27 mio.
Sam Allardyce, der nu står i spidsen for klubben, er dog stadig ikke helt tilfreds med truppen, og ifølge Daily Mirror er han klar til at smide £50 mio. på bordet for at få fat i to Premier League-profiler.
Den erfarne manager ønsker blandt andet at forstærke det centrale forsvar, hvor han har udset sig Swanseas Alfie Mawson, mens Watfords Abdoulaye Doucoure skal hentes ind på midtbanen.
Everton råder i forvejen over Michael Keane, Phil Jagielka og Ashley Williams i det centrale forsvar, men Big Sam ønsker alligevel at forstærke truppen med Mawson, da Jagielka og Williams begge er over 30 år.
På midtbanen har Everton tidligere vist interesse for Sevillas Steven N'Zonzi, men da de forhandlinger ikke ser ud til at føre nogen vegne, har Allardyce rettet blikket mod Watford, hvor Doucoure imponerer.