Presset Pochettino: Ny formation skal redde sæsonen
4-2-3-1 og 4-3-3 har været Mauricio Pochettinos formationer indtil videre som Chelsea-manager, men det kan der nu blive lavet om på.
Argentineren kan nemlig mærke presset om at levere bedre resultater, og derfor overvejer han at ændre formation.
Ifølge London Evening Standard er han nået frem til de overvejelser som led i et desperat forsøg på at redde Chelseas sæson.
I øjeblikket er The Blues på 11. pladsen i Premier League, og klubben er tættere på nedrykningsstregen end top fem.
Pochettinos overvejelser går også på, at et tremandsforsvar kan give større defensiv stabilitet. I Chelseas seneste to Premier League-kampe har klubben indkasseret otte scoringer.
Med tre mand i bagkæden vil Thiago Silva blive beskyttet bedre, hvilket senest var en udfordring mod Wolverhampton. Derudover vil tre midtstoppere også kunne give bedre fysisk støtte til Moisés Caicedo og Enzo Fernández, som har udfordringer på det punkt.
Chelsea har tidligere spillet med tre mand i bagkæden under både Antonio Conte og Thomas Tuchel. I begge perioder har det været med stor succes. Under Conte vandt Chelsea således sit seneste mesterskab, mens Tuchel førte klubben til Champions League-titlen.
Pochettino har dog ikke den store erfaring med et tremandsforsvar som manager. I løbet af sin tid hos Tottenham gjorde han brug af et tremandsforsvar en række gange. Han har dog i langt størstedelen af sin karriere gjort brug af fire spillere i bagkæden.
Læs flere nyheder om Chelsea her.