Premier League-profil overvejer at skifte landshold
Harvey Barnes overvejer at skifte landshold.
Det skriver The Times lørdag aften.
Helt konkret overvejer Barnes at skifte England ud med Skotland, som i øjeblikket er tæt på kvalifikation til EM-slutrunden næste sommer efter en 3-0-sejr over Cypern fredag aften.
25-årige Barnes står til rådighed for det skotske landshold, da hans bedsteforældre er fra Skotland.
Tidligere i hans karriere har han ellers afvist henvendelser og tilnærmelser fra Skotland, men han har formentlig indset, at der er for langt til spilletid hos The Three Lions.
Barnes var end ikke en del af Gareth Southgates 55 mand store trup, som i første omgang blev udtaget til VM-slutrunden i 2022. Truppen blev siden kortet gevaldigt ned.
Barnes har imponeret for Newcastle siden skiftet fra Leicester for 330 millioner kroner.
I sidste sæson blev han Leicesters topscorer i Premier League med sine 13 mål. Det var dog ikke nok til at redde klubben fra at rykke ned fra Premier League.
Spiller Norge og Georgien uafgjort på tirsdag, vil Skotland være sikre på EM-kvalifikation, og det kan med al sandsynlighed accelerere processen vedrørende et landsholdsskifte.
TOPHISTORIER LIGE NU