Premier League calling? Koulibaly sigter efter stort sommerskifte
Der er få forsvarsspillere i verden, som er mere eftertragtede lige nu end Kalidou Koulibaly. Især Chelsea og Manchester United er gennem de seneste år blevet sat i forbindelse med Napoli-spilleren, som hidtil har virket tilfreds i den italienske klub. Noget tyder dog på, at der er blevet lavet om på det.
I slutningen af 2018 skiftede Kalidou Koulibaly sin tidligere agent, Bruno Satin, ud, og ifølge the Independent skyldtes det et pres fra forsvarsspillerens familie, der ønskede en større andel ved en fremtidig transfer.
Familien fik sin vilje, for nu er det forsvarsspillerens bror, der er agent for Napoli-profilen, som ifølge det engelske medie har øjnene stift rettet mod et stort skifte til sommer.
Selvom Kalidou Koulibaly så sent som sidste sommer underskrev en kontrakt med Napoli til 2023, vil en ny kontrakt i en større klub give ham en klækkelig lønforhøjelse, og det er angiveligt det, som ligger til grund for hans ønske om at skifte klub i løbet af sommeren.
Det bliver dog en dyr fornøjelse at få fingrene i den 27-årige midtstopper, som Napoli ifølge klubbens præsident tidligere har afvist bud på 784 millioner kroner for.
The Independent rapporterer dog, at et beløb mellem 784 millioner og 870 millioner kroner kan få Napoli til at sælge.