Poyet: Mannone var fremragende
Sunderland fik tre uhyrevigtige point i gårsdagens sejr over Everton, og Sunderland-manager Gus Poyet giver en ‘fremragende’ Mannone en stor del af æren.
Everton havde op til Boxing Day kun tabt én enkel kamp i indeværende sæson, og der var ikke mange, der havde regnet med, at bundproppen Sunderland ville ende med at tage point fra Merseyside-klubben.
Det skete dog, da Sunderland formåede at vinde kampen 1-0 ude på Goodison Park og sikre sig tre meget vigtige point til den tætte bundstrid.
En stor del af æren kan, hvis man spørger manager Gus Poyet, tilskrives Sunderlands keeper, Vito Mannone, der ifølge Poyet spillede en ‘fremragende’ kamp.
– Nogle gange får angribere al æren, men nogle gange har man brug for en målmand for at vinde en kamp, og Vito (Mannone, red) vandt kampen for os. Han var fremragende, udtaler Poyet ifølge The Telegraph.