Poyet: Giaccherini er med i planerne
Emanuele Giaccherini er ingenlunde tilfreds med, at han blev vraget i sidste weekends derby, men Gus Poyet erkender utvetydigt, at italieneren er med i managerens planer. Det erfarer Sky Sports.
Den 28-årige wing, Emanuele Giaccherini, har haft det svært i Sunderland det seneste stykke tid, hvor det ikke er blevet til meget spilletid for italieneren. Sidste weekends Tyne-Wear derby mod Newcastle endte med en sejr til Sunderland – men uden Giaccherini på grønsværen. Dette har skabt en vis utilfredshed hos den tidligere Juventus-wing.
– Han er frustreret. Han er ikke glad, men han er en rigtig god professionel, udtaler Poyet til The Times, og tilføjer:
– Det er meget svært for ham at blive udeladt fra truppen, men jeg forventer at Giacci er klar.
– Han kommer til at spille en del. Jeg kan ikke tilbyde ham alt, hvad han ønsker, fordi han ønsker at spille 90 minutter i hver kamp – men han vil få en stor rolle for os.
– Vi arbejder på, at hver enkelt spiller, der kom til klubben i sommer, finder sig til rette her. Vi skal arbejde hen imod at blive ét stort fodboldhold og ikke 25 individualister, afslutter Poyet.
Emanuele Giaccherini har fået 516 minutter på banen for Sunderland siden ankomsten i sommer. Italieneren har scoret to mål i Premier League og ét i League Cuppen.